Hvorfor bør du overveje at lave en DNA-test på dine ældre slægtninge, før du udforsker din egen genetik?
Svaret ligger i de genetiske arvemønstre. Der findes fire former for genetiske arvemønstre, som slægtsforskere med interesse for genetik anvender i forskningen i deres familiehistorie: mtDNA, Y-DNA, X-DNA og autosomal DNA.
Mitokondrielt-DNA (mtDNA) arves fra en persons mor. Hun har arvet det fra sin mor og den moderlige arvemasse. Ens mitokondriske DNA vil minde om, hvis ikke det er identisk med, ens søskendes mtDNA, ens mostre og onkler på morens side af familien samt mange andre familiemedlemmer på morens side. Y-kromosomerne (Y-DNA), også kendt som det mandelige kønskromosom, arves af mændene fra deres fædre, som arvede det fra deres fædre og den mandelige arvemasse. En mands Y-kromosom vil minde om, hvis ikke det er identisk med, hans brødres Y-DNA, onklerne på farens side samt andre familiemedlemmer på farens side.
Det er på grund af mitokondriet og Y-DNA’ets direkte arvemønstre, at det er muligt at fastslå Y-DNA’ets og mitokondriske DNA-signaturer hos afdøde forfædre, hvis man udfører selektive prøver på visse personer. Ud fra denne betragtning haster det måske ikke så meget med at få testet ens ældre slægtninges Y-DNA og mtDNA, hvis ikke de er eneste nulevende personer med denne form for DNA. Hvis ens far, eksempelvis, kun fik døtre, og han ikke havde nogle søskende, kunne det være vigtigt at få testet hans Y-DNA, eftersom han er den eneste nulevende person med denne information. Det kunne også være en ide at teste hans mtDNA af årsag. Selvom der måtte være andre slægtninge, som kunne træde til og repræsentere ældre slægtninges DNA, sker det til tider, at Y-DNA’en og mtDNA’en muterer i løbet af generationerne, så det er stadig en god ide at teste ældre slægtninge.
Selvom der kan være situationer, hvor man ønsker at prioritere testningen af ældre slægtninges Y-DNA og mtDNA, så er det faktisk mere almindeligt at prioritere testningen af ældre slægtninges autosomale DNA.
En autosomal DNA-test, såsom MyHeritage DNA-test, vil inkludere information omkring X-DNA og autosomal arv. X-kromosomet er det kvindelige kønskromosom. Mænd arver et X-kromosom fra deres mødre, mens kvinder arver et fra deres mødre og et fra deres fædre. Mænd arver et Y-kromosom fra deres fædre i stedet for endnu et X-kromosom. De resterende 22 kromosom-par i menneskecellerne er kendt som den autosomale DNA. Hver eneste individ arver 50% af deres autosomale DNA fra deres mødre og de resterende 50% arves fra fædrene. Derudover arver de omkring 25% fra hver bedsteforælder og omtrent halvdelen af det sidste antal fra hver generation, man går tilbage i slægten. På grund af den vilkårlige måde man arver sin autosomale DNA, betyder det, at der på et eller andet tidspunkt vil være forfædre, hvis autosomale DNA ikke bliver videreført til et individ i så stort et antal.
Når man arver autosomale DNA eller X-DNA fra en specifik forfader, skal antallet være mindre end eller lig med antallet af DNA, som ens forældre arvede fra den samme forfader, hvilket så er mindre end det DNA, ens bedstemor arvede fra den samme forfader. Når ens bedstemor deler 25% af hendes DNA med ens anden oldeforælder, vil man kun dele omkring 6% af sin DNA med den samme forfader. Jo flere matches de har, som er relateret gennem forfaderen man har interesse i, jo højere er sandsynligheden for, at de vil være i stand til at foretage genealogiske opdagelser gennem samarbejde, korrespondance og analyse. Man bør derfor prioritere testning af autosomal DNA højt, når det kommer til ældre slægtninge, som har mere DNA til fælles med en forfader, end man selv har.
Man kan også betragte prioriteringsspørgsmålet ud fra et dækningsperspektiv. Når man tester sig selv, vil 100% af ens autosomale DNA være repræsenteret i en database, 50% af ens forældres DNA vil være repræsenteret og 25% af ens bedsteforældres DNA vil være repræsenteret i databasen. Selvom hvert individ arver 50% af deres DNA fra hver forælder, arver søskende forskellige portioner af de 50 %. Og selvom søskende deler noget DNA med hinanden, har de også deres egne unikke DNA. Når man tester en bror eller søster, kan man opnå op til 75 % dække af forældrenes DNA og omkring 37% dække af bedsteforældrenes DNA. Skal man opnå 95% dækning af en afdød forælder, i gennemsnit, er det nødvendigt at teste fire af deres levende børn. Hvis de har fået færre end fire børn, eller de ikke har andre levende efterkommere, er der store begrænsninger for, hvor meget af deres DNA kan blive gendannet og repræsenteret i databasen ved testning af deres efterkommere.
Når man tester sine ældre slægtninge, sikrer man, at deres DNA vil være repræsenteret i den nuværende database, og man øger sandsynligheden for, at fremtidige generationer kan blive forbundet med dem på denne måde.
Hvis du er blevet testet med et andet firma, er dette det bedste tidspunkt at kaste et bredere net til potentielle genetiske matches ved at uploade dine rå data til MyHeritage. Du modtager gratis DNA-matches, hvilket vil hjælpe dig med at finde flere nye slægtninge baseret på fælles DNA.
Selvom vi, slægtsforskere, kun er begyndt at behandle DNA som alle andre optegnelser eller dokumenter i vores analyser, sammenligninger og bevisførelse, bliver vi nødt til at tænke som arkvarer og tildele tid og kræfter på at anskaffe og bevare DNA-attester, så fremtidige generationer kan have glæde af vore forfædres DNA-informationer. Skynd dig før det er for sent. Test dine ældre slægninge i dag!
